• Statslige regler koster Hus-Forbi-sælgere næsten hele indtægten: »Når vi kun kommer til at tjene to kroner, så er det jo ligegyldigt«

    Source: BDK Borsnyt / 17 Jan 2025 07:58:40   America/New_York

    Med en stak af blade i favnen prøver Simon Solhøj Nielsen at råbe folk op. Han er en af de 1.387 hjemløse, der holder til i København, og så sælger han det kendte hjemløseblad Hus Forbi lidt endnu. Men måske ikke så længe endnu. Om 42 dage står avisen nemlig til at lukke på grund af reglerne om hvidvask og terrorfinansiering. Det betyder, at man ikke længere kan bruge MobilePay på samme måde som i dag. Og det vil tage livet af Hus Forbi. Det betyder, at sælgerne fremover vil tjene 2,75 kroner pr. solgt avis – under to kroner efter skat – lyder vurderingen fra Stenbroens Jurister, som giver retshjælp til hjemløse og særligt udsatte på gaden, hvilket Berlingske beskriver fredag. I dag tjener en sælger 25 kroner pr. solgt avis. Og over 70 procent af Hus Forbi-salget foregår via MobilePay. Simon Solhøj Nielsen frygter, at han fra 1. marts ikke længere har noget at vågne op til. »Vi er jo bange for, hvad der kommer til at ske. Når vi kun kommer til at tjene to kroner, så er det jo ligegyldigt. Så gider vi ikke sælge Hus Forbi længere.« De hjemløses advokat Jurist og direktør for Stenbroens Jurister Maja Løvbjerg Hansen har tidligere fredag sagt til Berlingske, at det for mange af Hus Forbi-sælgerne ikke kun handler om penge: »Langt de fleste tjener ikke ret meget og sælger kun et par aviser om ugen, men de gør det på grund af meningsfuldhed. Samtidig er det en mulighed for nemt og lovligt at tjene penge nu og her. Det er jo det, der gør, at man ikke laver butikstyveri, laver indbrud eller bliver presset til sexarbejde.« På Nørrebro sidder en anden hjemløs kvinde foran et supermarked med aviser i favnen. Hun siger: »Hvis Hus Forbi forsvinder, mister vi vores værdighed. Den værdighed, man allerede har mistet i systemet, fordi man ikke bliver set i systemet. Vi er blevet en ligegyldig indsats, som det organiserede samfund ikke kan få til at passe ind i deres lovgivning.« En tredje Hus Forbi-sælger holder mandag til i Indre By. »Jamen, hvis Mette Frederiksen ikke gør noget nu – som hun flere gange har sagt, at hun vil – så har jeg ikke noget at stå op til længere,« siger han. »Jeg bruger mange, mange timer på at sælge avisen. Det giver mening i min hverdag. Jeg kommer jo til at miste de rutiner, strukturer og menneskelige kontakter, der ligger i at sælge avisen.« De ønsker ikke at stå frem med navn, fordi de ikke vil »lægge sig ud« med myndighederne, siger én. Det er David mod Goliat, siger en anden – den hjemløse mod statsministeren, tilføjer han. Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har sendt en kommentar om problematikken til Berlingske. »Jeg har løbende haft en god dialog med både organisationerne og bankerne, og der bliver arbejdet konstruktivt på at finde en løsning. Både organisationerne og Danske Bank (som står bag MobilePay, red.) har vist stort engagement ved at bidrage med løsningsforslag og villighed til at løse problemet.« »Kort sagt – alle parterne har en fælles mission og arbejder målrettet for at løse problemet, herunder at forlænge den nuværende, midlertidige ordning, indtil vi har en løsning.« https://www.berlingske.dk/indland/statslige-regler-koster-hus-forbi-saelgere-naesten-hele-indtaegten-naar-vi
Share on,